I forbindelse med afdelingsmødet september 2025 blev der stillet flere forslag om ændring af husordenen for Fuglsangpark. For at sikre at forslagene overholdt gældende regler, og dermed kunne sendes til afstemning på afdelingsmødet, fik bestyrelsen den juridiske afdeling i AAB til at tjekke disse forslag. Overraskende nok meldte de tilbage, at Fuglsangparks husorden skal rettes til, idet udvalgte dele af vores husorden skal fremgå af vores Råderetskatalog i stedet for. Det betød, at vi ikke kunne stemme om de indsendte forslag til ændring af vores husorden.
Hvad er forskellen på en husorden og et råderetskatalog?
Husorden skal afspejle, hvilken adfærd beboerne i afdelingen ønsker. En adfærd, som beboerne selv samt beboernes gæster skal leve op til for at opnå et godt naboskab.
Råderetskatalog er en samlet oversigt over afdelingsmødets beslutninger om, hvilke forbedringer og forandringer beboerne må lave i og uden for boligen.
Vi har allerede et godkendt råderetskatalog for de forbedringer og forandringer, vi som beboere må lave i boligen, men vi mangler altså at få lavet et råderetskatalog for de forbedringer og forandringer, vi som beboere må lave udvendigt.
Forandringer inde i boligen samt forandringer og forbedringer uden for boligen kan kun ske, såfremt forandringen eller forbedringen fremgår af afdelingens råderetskatalog. Råderetskataloget er således en ”positivliste”. Der skal altid søges om tilladelse til udførelsen, som skal godkendes inden arbejderne påbegyndes. Dette sker ved, at man indsender en beskrivelse af den ændring, man ønsker at foretage til bestyrelsen, som derefter melder tilbage, om ændringen kan godkendes ud fra gældende regler. Hvis det arbejde, man ønsker at lave, ikke fremgår af råderetskataloget, og man som beboer vælger at lave ændringen alligevel, er det en overtrædelse af gældende regler. Det er ligeledes en overtrædelse af gældende regler, hvis man påbegynder et arbejde, der fremgår af råderetskataloget uden forudgående godkendelse. Overholdes afdelingens regler ikke, vil det medføre, at den ændring man har lavet skal fjernes, og boligen eller udendørsarealet hertil skal føres tilbage til den stand, den havde inden ændringen blev gennemført. Det er ikke muligt at få godkendt en forandring i boligen eller en forandring eller forbedring uden for boligen på bagkant.
Forbedringer i boligen er altid tilladt at lave, medmindre vedligeholdelsesreglementet i afdelingen opsætter begrænsninger herfor. Afdelingsbestyrelsen skal dog, inden arbejderne påbegyndes, modtage en ansøgning om de forbedringsarbejder, der tiltænkes at iværksættes. Først når afdelingsbestyrelsen har godkendt forbedringen, må arbejderne påbegyndes. En ændring er kun en forbedring, såfremt den øger boligens brugsværdi. Det kan for eksempel være ved at indsætte ekstra skabe, vælge et mere slidstærkt materiale end det oprindelige eller lignende.
Det første, vi skal gøre som afdeling, er at få opdateret vores husorden og lavet en tilføjelse til vores råderetskatalog vedrørende forandringer og forbedringer udvendig. På afdelingsmødet i september blev der nedsat et udvalg, der skal lave et forslag. Herefter skal den nye husorden og udvendig råderet stemmes igennem ved et ekstraordinært afdelingsmøde. Man kan som beboer følge udvalgets arbejde under ”Udvalg” her på hjemmesiden.
Det andet, der skal ske er, at beboere, der har lavet udendørs ændringer i deres haver uden godkendelse, skal fjerne disse ændringer. Det samme gør sig gældende for beboere, der har foretaget forandringer inde i boligen uden forudgående godkendelse. Med udgangspunkt i rådgivning fra den juridiske afdeling i AAB, har bestyrelsen kontaktet de beboere, der ikke overholder gældende regler for udvendig råderet. Ligeledes vil bestyrelsen fremadrettet kontakte beboere, der ikke overholder gældende regler. Beboere der er usikre på, om de har lavet tilpasninger indvendigt eller udvendigt i boligen, der ikke overholder gældende regler, er velkommen til at kontakte bestyrelsen på mailen: aab-afdeling88@aab.dk.
Links til de blanketter, der kan bruges ved ansøgning: